-
Er der en sjæl i Europa? Efter syv timer sagde en fransk professor det, alle tænkte
المصدر: BDK Borsnyt / 27 مايو 2024 11:30:13 America/New_York
Det var i begyndelsen af marts, at der landede en invitation i min indbakke. Efter et par uger kom en rykker, så en til, og en til. Til sidst fik jeg en personlig opringning. Europa-Kommissionen ville invitere mig til et eksklusivt »forum«, som ifølge mailen »konsekvent har spillet en afgørende rolle i at formulere politiske prioriteter for den europæiske økonomi«. Nu står jeg her midt i Europas hovedstad. Der er få uger til det store vagtskifte i Unionen, nyt parlament skal vælges, ny Europa-Kommission, nye langtidsplaner, nye ansigter på de europæiske topposter. Bruxelles er som altid noget rod. Byggeri, plankeværk, stilladser, skilte, ingen kan afkode og et mylder af mennesker, som dirigeres ad midlertidige ruter rundt om de store bygninger. Hvad er det, vi skal stemme om? Et fallitbo, et døende kontinent, idealernes trøstesløse holdeplads? Eller bare rod? I køen foran mig står en kvinde med en rullekuffert og kigger lidt forvirret rundt. Vagterne i de gule veste vil ikke lukke hende ind i det fine konferencecenter i hjertet af Bruxelles. Ikke fordi hun er brite og tilhører et land, der har meldt sig ud af Unionen, men fordi hun ikke har den qr-kode, som alle vi andre har fundet frem på vores smartphone. Hilary Catam, som er en berømt professor fra et af verdens fineste universiteter, UCL, London's Global University, bliver trukket til side, mens vi kigger en smule medlidende på hende. Hjælpen kommer dog hurtigt. En lille time senere sidder hun på den oplyste scene i en stor sort hal og fortæller om, at Europa har brug for en ny social kontrakt. Den teknologiske udvikling og den grønne omstilling vil ændre alt, hvad vi gør, og måden, vi gør det på, siger hun og slutter opmuntrende: »Men vi har en gigantisk mulighed for at skabe et samfund, hvor alle vil kunne blomstre i deres professionelle job.« Publikum klapper ad hendes indlæg. Hvis Europa har en sjæl, og hvis den ligger her, så er den fuld af ord, ideer og analyser, der peger i alle retninger. Alt er pænt, sterilt, umuligt at afkode i venlige gule og blå farver, koordineret grafik, professionelle ordstyrere leder os gennem dagen. De takker varmt for selv de mest kedsommelige, præfabrikerede indlæg. Omkring mig sidder en sær blanding af embedsmænd, forskere og politikere i fjerde eller femte geled. Ingen journalister. Pressen er ved indgangen efter sikkerhedskontrollen blevet udstyret med et adgangskort og et gult bånd om halsen. Et skilt viser mod et presserum en etage op. Her er bløde sofaer, dæmpet loungeagtig belysning, men ingen mennesker. En journalist med gult bånd dukker op. Jeg spørger, om han ved, hvad wi-fi-koden er. Han smiler venligt og siger med tysk accent, at han ikke ved det. Ligner en, der også er ligeglad. I invitationen til Bruxelles Economic Forum 2024 – forkortet BEF2024 – stod der, at konferencen er »et flagskib«. »I mere end to årtier har Bruxelles Economic Forum fungeret som et centralt mødested for fremtrædende europæiske og internationale politiske beslutningstagere, lærde, civilsamfundsrepræsentanter og erhvervsledere,« hed det. Bare uden skipister Man kan også møde de europæiske korrespondenter, lover BEF2024. Jeg spejder efter Ole Ryborg. Han er her ikke. En moderator sammenligner fra scenen BEF2024 med det årlige World Economic Forum i Davos i Schweiz. »Her er der bare ingen skipister,« siger han med et skævt smil. Halvdelen af salen er spærret, så den virker ikke så tom, når arrangørernes egne kameraer peger ud mod publikum. BEF2024 bliver livestreamet til hele Unionen. »Der står virkelig meget på spil,« gentager Méabh Mc Mahon, en belgisk EU-korrespondent fra Euronews, som styrer os gennem dagen. Valget til Europa- Parlamentet, det store vagtskifte, står jo for døren. Få dage forinden har den franske præsident, Emmanuel Macron, holdt en tale på universitetet Sorbonne i Paris. »Vi lever i et historisk øjeblik. Vi må se det i øjnene: Vores Europa kan dø,« sagde han. Ud over den militære trussel fra et aggressivt Rusland er Europa ved at tabe en række økonomiske slag til USA, mens Kina er en alvorlig konkurrent på en række områder. Det gælder kunstig intelligens (ai), grøn omstilling og erhvervsinvesteringer. Europa sakker alvorligt bagud. »Vi har behov for at tage nogle kæmpestore beslutninger i en fart: et strategisk paradigmeskift er nødvendigt, hvis vores model for velstand skal overleve,« sagde Emmanuel Macron. Dertil kommer, at den europæiske befolkning ældes med en hastighed, der bekymrer alle. Frygten for højrebølgen Litauens premierminister, Ingrida Simonyte, går på scenen og fortæller om at slippe ud af kommunismens og Sovjetunionens jerngreb og være med på den europæiske rejse. Hun drømmer om et mere effektivt Europa og slutter løfterigt: »Vi går nu ind på en historisk sti, der vil føre os til en mere modstandsdygtig, mere sikker og endnu stærkere europæisk union. En mere fragmenteret verden har brug for et mere samlet og stærkt Europa.« Man får lyst til at sige halleluja. Publikum nøjes med at klappe. Ruslands aggression, bureaukratiet, den skrantende konkurrenceevne, truslerne fra Kina og USAs statsstøtte nævnes af flere talere. Men det, de synes mest bekymret for, er, at »vagtskiftet« i Bruxelles skal ende galt. At det, som de fleste talere med skiftende ord nævner som »populismen«, »det radikale højre« og »højrebølgen«, skal få for meget indflydelse. Valget til Europa-Parlamentet ventes at forskyde magten til fordel for partier på højrefløjen, som er klimaskeptiske, indvandrerskeptisk, EU-skeptiske og som vil skære dybt i eurokratiet i Bruxelles. Den græske finansminister, Kostis Hatzidakis, mener af den grund, at det er vigtigt at kommunikere formålet med den grønne omstilling. De vrede landmænd, der demonstrerer i store dele af Europa, skal have redskaber til at håndtere den, mener han. Der er pause, kø og sandwich uden for salen. To etager oppe kan man bevæge sig rundt mellem forskellige »sessioner«. En af dem hedder »Aldrende Europa: En grå bølge og en budgetmæssig tsunami«. Her kan man få en gennemgang af Kommissionens over 600 sider lange aldringsrapport. Det ser ikke godt ud. I en anden session kigger man tilbage på de første 25 år af euroens historie. Pausen er forbi. Tea Jarc, talsmand for den europæiske faglige sammenslutning, ETUC, advarer mod populisme og lette løsninger. »Hvis ikke lønmodtagerne involveres, så bliver de ledt af populister,« advarer hun. »Fjenden«, populisterne, er trods deres antal ikke inviteret på scenen i dette centrale »mødested for fremtrædende europæiske og internationale politiske beslutningstagere, lærde, civilsamfundsrepræsentanter og erhvervsledere«. Der er ingen grund til helt at ødelægge den halvgode stemning. Klimapistolen er ladt Det er til gengæld Adélaïde Charlier, der er aktivist for klimaet og for social retfærdighed. Hun er vred og forstår godt, at landmændene også er det, og at de demonstrerer. De er fattige og underbetalte. Olivia Lazard, professor ved Carnegie Europe, siger, at »klimapistolen« er ladt, og at vi i Europa skal identificere vores styrker. Og vi skal identificere vores svagheder. Inden trætheden over alle ordene overmander mig helt, kommer Julia Cagé, professor i økonomi på Sciences Po i Paris, på scenen. Hun har for nylig skrevet en bog med økonomen Thomas Piketti om, hvorfor vælgerne stemmer, som de gør. Hendes analyse viser blandt andet, at der er en klar tendens til, at de fattige på landet i modsætning til byerne stemmer på »det radikale højre«. De har ingen fordel af globaliseringen og kæmper hårdt for at få del i begrænsede offentlige goder som transport, uddannelse, sundhedsydelser. Adressen og hjemstavnen betyder mere end socioøkonomiske parametre. »Det politiske landskab er temmelig skræmmende,« siger hun og taler om »en enorm politisk risiko«. »Vi bør alle være bange for de højreradikale bevægelser.« Stemmeprocenten vil blive lav, og især de unge gider ikke stemme, forudser hun. »Mange vil enten ikke stemme, fordi de ikke mener, at EU betyder noget, eller de vil stemme på partier, der er imod. De ser omkostningerne ved EU, men ikke fordelene,« siger hun. Julia Cagé skal samle op, runde dagen af. Hun har fulgt oplæggene og debatten gennem seks timer og siger på sin egen underspillede måde det, som de fleste, der har orket at høre det hele, formentlig sidder og tænker om Europa: »Vi har mange ideer, hvilket er godt, men vi har stadig brug for at finde en måde at implementere bedre politik.« Jeg lusker ud af mørket, får hele stolerækken til at rejse sig. Cocktails og networking må blive uden mig. Kan ikke finde indgangen til den centrale banegård. Toget til lufthavnen er overfyldt. Europa og Bruxelles er ikke døende, men kaotisk og fyldt med så mange ord, at de en dag kan ende med at blive kvalt i dem. Europa-Kommissionen har sponsoreret fly tur-retur til Bruxelles samt en overnatning på hotel i forbindelse med artiklen. https://www.berlingske.dk/politik/er-der-en-sjael-i-europa-efter-syv-timer-sagde-en-fransk-professor-det